Home.html
Generelt.html
Audio.html
Links_dk.html
Kontakt.html
 

BO GUNGE: Dansk komponist f. 1964. Cand. Mag. i Musikvidenskab og Dramaturgi fra Aarhus Universitet i 1991. Diplomeksamen i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1997. Hans Hovedfagslærere var bl.a. Hans Abrahamsen, Per Nørgård og Bent Sørensen.


STUDIETID: Det tidlige hovedværk Månebryllupssange (1993) er præget af fortættede klange, og en særegen drømmeagtig stemning, opnået ved rituel formopbygning, suggesterende melodik og minimalistisk polyfoni. I en indspillet version indgik værket i en installation for Steno Museets planetarium, som fik stor kunstnerisk succes ved uropførelsen på NUMUS festivalen i 1995.

    Indtil årtusindskiftet arbejdede Gunge med at udvikle og frigøre sin instrumentale teknik og formsans, især gennem trio- og kvartet værkrækkerne. Efter år 2000 har dette arbejde båret frugt. Flere af hans nyere værker har opnået priser i ind- og udland, og han har fået lejlighed til at skrive for og samarbejde med mange ledende musikere, ensembler og musikinstitutioner.


KARRIERE: Stjernekoncert (2001) for trombone og ensemble blev skrevet til Niels-Ole Bo Johansen og Århus Sinfonietta. Koncert for obo og orkester (2002) er opført af såvel Århus som Sønderjyllands symfoniorkestre, tilmed med hver sin internationale solist; Gordon Hunt blæste solostemmen i Århus, marts 2007, medens Helen Jahren, som koncerten er skrevet og dedikeret til, uropførte koncerten i 2002. En indspilning er under planlæggelse.

    I 2004, efter at have færdiggjort et stort Requiem, skrev han familieoperaen Orfeus elsker Eurydike (2005) til Den Jyske Opera. Forestillingen blev overvældende godt modtaget af kritik og publikum, og har været opført mere end 30 gange.

    I 2004-05 var Bo Gunge Sønderjyllands Symfoniorkesters huskomponist. Ud af dette samarbejde kom hans Symfoni, uropført i januar 2006. Tilblivelse, indstudering og premiere blev dokumenteret af TV, anmeldelserne var i særklasse positive og publikums reaktion overstrømmende.

    Stykket (uden titel) -for ti instrumenter, der havde været prisvinder ved premieren i 2001, blev i 2005 kritikerfavorit, da det blev opført ved Breganz festivalen, som en del af et officielt kulturfremstød for dansk musik. Gunges seneste premiere var hans 2. symfoni, Koncert for orkester (2010) skrevet til Sønderjyllands symfoniorkester på bestilling af Langgaard Festivalen. Værket er tilegnet Ribe Domkirkes unikke akustik, som nærmest indkomponeres i værkets væsen, både mht. orkesterets opstilling og musikkens teknik, timing og gestalt. En helstøbt totaloplevelse for surround-symfoniorkester.


KARAKTERISTIK: I Bo Gunges værker fra de senere år møder øret en rigt facetteret og kraftfuld musik. Sin veltalenhed skylder den Gunges vilje til at søge musikalsk og kunstnerisk frihed, samt hans bevidste håndværksmæssige og æstetiske forholden sig til fortiden.

    Særligt for Bo Gunge er det, at han ikke forpligter sig på det uomgængelige sandhedskrav, som har runget igennem 100 års kunstmusik. “Sandheden har vi 3 verdensreligioner samt naturvidenskaben til at slås om. Samtidig har hver og én af os et liv fyldt med intensitet som sandheden ingen forskel gør på!” -siger Gunge, der mener at kunsten i stedet skal sætte os i stand til at udnytte intensiteten i vore egne liv. At bringe det “at leve” i musik.

    Fravalget giver ham mulighed for at favne alle tiders musik i sit arbejde. Fra en forførende klassisk veltalenhed over en modernistisk klangverden til en populærmusikalsk iørefaldende melodiøsitet. Dette vel at mærke uironisk; ganske vist forekommer ironi og humor ofte, men grundstemningen er en ligefrem og kraftfuld fortællestil, der ikke er på skrømt.

Vokal_musik.html
Sinfoniettav%C3%A6rker.html
Orkesterv%C3%A6rker.html
http://www.oboist.co.uk/
http://www.jahren.se
Vokal_musik.html
Scenisk_musik.html
Orkesterv%C3%A6rker.html
Anmeldelse_2.html
Sinfoniettav%C3%A6rker.html
Orkesterv%C3%A6rker.html