John Christiansen i Jyllands-Posten (25/9 - 09):

...Det er altid kvaliteten, som tæller, her altså at det musikalske udsagn har noget væsentligt at sige. Og det har Bo Gunges koncert for klaver og orkester.

Naturligvis er klaveret instrumentet foran de andre. Bo Gunge kalder det selv forførende over for orkestret. Det forfører også os andre, så kraftfuldt, klangfuldt og idefyldt det er. Det tror pokker, at orkestret til slut i førstesatsen lader sig indfange af det. Andensatsen er spændstig og fyldt med ideer, alt imens hovedkarakteren er en sørgevals, ikke en sørgemarch. Sørgevalsen giver netop den spændende indre dobbelthed. Kampen tages op med kraft i tredjesatsen, hvor klaveret ikke bliver helten, men må vende tilbage til sin mørke begyndelse.

Hvornår har man hørt et nyt kvalitetsværk for symfoniorkester og dets solist blive hilst med så mange fremkaldelser?


Ole Straarup i Århus Siftstidende (25/9 - 09):

Klaverkoncerten, som er tilegnet aftenens solist Ulrich Stærk, præsenterer på en måde en Don Juan-historie à la Strauss: Klaveret som en både søgende, forførende, fandenivoldsk og resignerende person, der til sidst bukker under, ja måske dør. Det set-up kan man forestille sig i mange forskellige musikalske iklædninger, formet som både dialog og duel. Det overraskende og – alt efter smag og behag – opløftende eller nedslående er komponistens valg af tonesprog og stil.

Bo Gunges koncert vrimler med gode ideer og eksempler på hans udsøgte instrumentation og formmæssige sikkerhed, men er med sine talrige referencer til allerede hørte klange også underligt bagudskuende. Ikke postmoderne, nærmere postromantisk.

Orkesterv%C3%A6rker.html
 
Almen_DK.html